Stress og surkløver

Stress er en bitch. Det er først nu næsten 4 måneder efter jeg blev syg, at jeg har dage, hvor jeg ikke føler mig totalt udbrændt. Det er da fremskridt. Det har været hårdt at nå hertil, selvom jeg egentligt ikke har gjort meget andet end at lade tiden arbejde. Ting tager tid, og Klovborg tager den tid den tager. Jeg vendte sådan set bare tilbage til mit liv med lidt psykofarmaka i baghånden, og fortsatte kampen. Var det klogt? Næppe. Men det er min måde at komme igennem på. Jeg overlevede, ja, men jeg har ikke haft det godt, og der har været tilbagefald. Men nu lysner det endelig, og selvom jeg stadig er sårbar, vælger jeg at tro på at det fra nu af mest går fremad. Sidste fredag havde jeg en god mavefornemmelse for første gang i år, og tænkte at det hele nok skulle gå. I april. Det siger bare lidt om hvordan året har været hidtil. Følelsen forsvandt godt nok også igen, men den er der et sted, det er muligt at finde den igen. Jeg tænker tit at jeg skulle have taget mig et sabbatår, eller i hvert fald en længere pause af en art, og fokuseret på at spille orgel, blive et med naturen og finde mig selv, men nu kører toget. Jeg valgte at give det et skud og se hvordan det gik, og det er jo egentligt gået meget godt indtil videre, jeg fik da 7 til eksamen på trods af alt. Foråret er her, men jeg har svært ved at mærke det. Har svært ved at tage kærligheden ind. Men det er ok, for jeg plejer at mærke foråret alt for stærkt og blive helt cray-cray (men også glad). Jeg ved stadig ikke hvor glæden er, den må være der et sted, og mon ikke den sniger sig ind på mig med tiden. Ting tager tid.

I påsken fik vi endelig besøgt Camilla Plums planteskole, og der købte jeg blandt andet denne gule surkløver, som er spiselig. Og måske faktisk en ukrudtsplante.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *