En milepæl

Dagen i dag vil jeg huske som en milepæl. Jeg føler mig ikke længere stresset. Jeg er ikke træt. Jeg føler mig ikke udbrændt. Føler mig nærmest frisk. Jeg har en god følelse i kroppen og indeni. Ikke sådan rigtigt glad, men meget tæt på. Optimistisk. Jeg føler mig afslappet, nærmest tom indeni, men på en god måde. Der er ikke kaos i mit hoved. Hjemmet er helt rent og der er styr på vasketøjet og skoleopgaverne. Og det bedste af det hele: mit samvær med børnene er blevet mere naturligt. Noget af det værste ved hele den her proces har været, at jeg nærmest havde glemt, hvordan man var sammen med sine børn (og voksne for den sags skyld). Jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle stille op med dem, og følte hele tiden at jeg skulle lave en eller anden aktivitet med dem, hvilket jeg ikke havde fantasi til. Men i virkeligheden skal man jo bare være sammen.

Før havde jeg en følelse af at være rastløs, ensom, utryg, hjemløs, ikke elsket. Den følelse har jeg ikke mere. Den dukker nok op igen, men ikke som noget der altid ligger under alt.

Endelig! Det er også kun 4 måneder siden jeg blev syg.

Ting tager tid!

I dag skal jeg fejre 1. Maj med Lassefar (vi har åbenbart ingen venner tilbage). Vejret er det trist præcis ligesom sidste år, men det skal nok blive en god dag alligevel.

I morgen skal jeg fremlægge i skolen, og så har jeg tre ugers fri, hurra!

Glædelig kampdag.

Mine løg er kommet op. Nu har Valde godt nok plukket allesammen, men det var da flot så længe det varede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *