Velkommen til Havørnens Hvile

I december 2017 flyttede vi spontant ind i vores drømmehus, som kort tid efter blev døbt “Havørnens Hvile”, fordi det ligger i udkanten af en fredet skov, hvor havørnene yngler.

Her lever vi et stille og roligt liv som mor, far og børn med villa, Citroën og gårdkat.

Ej, det gas – med mig ved roret går det aldrig stille for sig. Men helt seriøst, jeg forsøger faktisk at få et roligt liv og lære at holde af hverdagen. Jeg er et tekstende menneske, og har altid skrevet meget, både dagbog og flere forskellige blogs. Den seneste, som også var den mest seriøse, blev for nyligt slettet for good, da jeg “glemte” at forny domænet. På en måde er det trist, at den del af mit liv ikke længere er dokumenteret, men på den anden side tror jeg det er sundt at give slip på fortiden engang imellem.

Denne blog skal ikke (kun) handle om mig og mine eksistentielle kvababbelser, men om vores liv og årets gang herude på landet og vores rejse mod at blive delvist selvforsynende og udleve drømmen om livet på landet.

Vores familie består af mig, mor Tabi, amatørorganist og havebegynder, Lassefar, som er VVS’er og haveentusiast/bonderøven 2.0, storebror Valdemar på 4 år, lillesøster Eva Luna på snart to år og katten Konrad på et år.

Det bliver primært en haveblog, men I kommer nok også til at læse lidt om diverse eksistentielle overvejelser, Gud, vegansk mad og familieliv generelt.

Velkommen!

Et sommerminde før der kom afbrændingsforbud

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *