Lockdown dag 300

I dag er det 307 dage siden det første pressemøde om Corona blev sendt på vores TV-skærm en onsdag aften i marts. Det føles som hundrede år siden, og så alligevel ikke. Meget vand er løbet gennem åen siden da, eller hvad man nu siger. To jobs, et større stress-sammenbrud og en uendelig mængde kvalitetstid med ungerne. Og ikke mindst 1000 timer på Instagram. At være instagrammer er jo et fuldtidsjob på linje med at amme.

Vi er nu igang med lockdown 2.0 eller er det 3.0? Midt i hjemmeskole og lektier og snemænd, gik det i dag op for mig, at toårsdagen for min indlæggelse er passeret uden at jeg har bemærket det. Jeg opdagede det for et øjeblik siden mens jeg lyttede til min afslapnings-playliste, som jeg lavede dengang. Tiden er fløjet forbi, men samtidigt har den i perioder stået stille. Livet, I ved!

Jeg er kommet langt, og så alligevel ikke. I februar sidste år besluttede jeg mig for endelig at gå efter min drøm om at blive organist, og nu er jeg faktisk “Living the Dream” som studerende på kirkemusikskolen. Godt nok online, men sådan er det lige nu. Er det så ikke bare mega hyl? Åh jo, men jeg er tæt på at opgive tanken om nogensinde at blive god til noget. Fordi jeg har taget en uddannelse som man ikke kan bruge til ret meget, og sidenhen blev fyret fra jordens mest simple job.
Nu øver jeg mig ikke så meget som jeg burde, men… jeg føler der er noget galt med min hjerne. Det er som om jeg kun kan indstudere tingene halvt, og kun spille langsomt, så snart jeg sætter tempoet op, går det galt. Jeg er god til at læse noder, men det kniber med at lave musik. Jeg ved jeg er musikalsk inderst inde, men har svært ved at udtrykke det. Jeg tænker det er et resultat af mange års stress-hjerne.

Måske er det fordi du drikker alkohol hver dag? Sagde Lassefar. Tja, måske. Det styrker ikke ligefrem hjernecellerne, vel? Jeg har ingen ambitioner om “hvid januar”, for det er urealistisk for mig, men jeg vil helt klart gerne skære ned. Det er bare lidt svært når der hele tiden er pressemøder, ikke? Det er som om rødvinsflasken hvisker mit navn hver gang Mettemor åbner munden. For at trøste og lindre. Men hvad skulle det hjælpe? Der bliver jo ikke mindre Corona af at vi drikker. Tværtimod smadrer det immunforsvaret, og det er ikke godt i disse tider. Jeg er begyndt at tage en masse d-vitamin og lave juice. Det er noget af det eneste man kan gøre lige nu.

Jeg trænger virkelig til at komme på 12-trins kursus og arbejde med min vrede. Igen. Eller bare snakke med en psykolog, som ved lidt om tilknytningsmønstre og forældre-barn relationer. Men psykologer er for de rige. Vi andre må nøjes med psykiatere og sygeplejersker. Når mine børn græder bliver jeg vred. Jeg ved de kan mærke mine negative følelser når de spørger “hvorfor hader du mig?” Jeg råber mere end gennemsnittet, tror jeg, og det her hjemmeskole er ved at gøre mig vanvittig, fordi jeg mangler alenetid. Men i dag er jeg børnefri, og det skal nok blive en dejlig dag. Måske vil jeg gå mig en tur på 6 km, hvis mine overvægtige lår tillader det. I teorien kunne jeg måske søge om nødpasning, men jeg kan ikke lade være med at tænke, hvad det er der gør, at jeg ikke kan holde ud at passe mine egne børn? Jeg vil lære det! Og jeg lærte det faktisk under den første lockdown dengang i gamle dage i 2020. Til sidst nød jeg faktisk tiden sammen med dem, og de 7 uger hjemme vil for altid stå for mig som et dejligt minde. Men dengang havde jeg jo heller ikke andre forpligtelser. Jeg var ledig, men fritaget fra jobsøgning. Nu skal jeg passe et studie samtidigt med at jeg er sammen med mit barn 24/7.

Jeg er kommet langt, og så alligevel ikke. Jeg har været på medicin i to år nu. I to år har min hjerne og mine tanker og følelser været bedøvet. Det kan ikke være sundt i længden, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det ikke er et liv. Men det er det bedste af to onder. Tror jeg. Min største drøm er at finde en alternativ vej, men ligesom psykologer, kræver det alternative ofte penge. Og jeg lever jo uden indkomst for at undgå stress. Men nu kommer der snart børnepenge, halleluja! Det skal jo nok hjælpe.

Der er håb for verden! I løbet af den sidste uge har jeg både set sne og sol.