Husmodertilværelsen

Som jeg går der og gør rent med min hypersmarte ledningsfri støvsuger, tænker jeg tit, at det her med at tro at så længe man bare kan holde skidtet nede, så skal det hele nok gå – at det er en illusion! Ligesom vi tror at hvis bare vi ikke skændes og kan holde hinanden ud, så er alt godt. Som husmoder kæmper man dag ud og dag ind for at holde skidtet nede, og det eneste der sker er, at der hele tiden kommer nyt skidt, og ingen kan se at du egentligt gør en forskel, udover dig selv (indtil børnene kommer hjem og splitter det hele ad). Rengøring er både livsbekræftende og deprimerende på samme tid.

At skrive er derimod opløftende. Eller det kan det være. Men evnen til at skrive forsvandt med det store sammenbrud. Hvilket et af dem? Jeg burde efterhånden nummerere dem for at holde styr på dem. Der har været så mange nu, og altid har jeg kunnet skrive mig gennem dem. Bare ikke denne gang i januar 2019, hvor hjernen for alvor brød sammen. Og særligt efter jeg er begyndt på medicin er ordene bare forsvundet. Det er egentligt en ret forfærdelig følelse. Siden jeg var 14 år har jeg skrevet og skrevet hver eneste dag. Om det altid var lige konstruktivt, ved jeg ikke, men det var forløsende på en eller anden måde. Nu kan jeg stort set ikke skrive mere, min dagbog består i at tale ind i et kamera på instagram 15 sekunder ad gangen. Det er overfladisk og ikke særligt tilfredsstillende. Så jeg forsøger at komme igang med at skrive igen, men al begyndelse er svær. Da jeg for et år siden var færdiguddannet og skulle ud på arbejdsmarkedet, tænkte jeg, at jeg måtte være meget påpasselig med, hvad jeg skrev offentligt, da folk ikke skulle kende mine inderste tanker. Men nu hvor jeg er selvvalgt arbejdsfri, er jeg mere ligeglad. Jeg er så træt af at skjule ting og gå rundt og “fake”, det er så ekstremt opslidende i længden. Så denne blog skal handle om vores liv på landet, ja, som det sidste år ikke har været så spændende, da både køkkenhave og sommerferie nærmest har været ikke-eksisterende. Men den skal også handle om mig og min efterhånden lange erfaring med psykisk sygdom. Så indtil jeg finder de rette ord, går jeg bare her og svinger min smarte støvsuger og håber på det bedste for verden og fremtiden.

Insta-fri erkendelser

Jeg har overlevet en hel uge uden Instagram! For første gang siden 2012 eller noget.

Det kom der følgende erkendelser ud af:

Jeg har levet meget ubevidst

Jeg har flygtet fra mig selv altid


Cola og chips hjælper på alt

Måske er rødvin sundt i de rette mængder

Jeg har brug for at lave ingenting

Jeg har faket hele mit liv, det gider jeg ikke mereJeg har meget svært ved at føle kærlighed

En dag er lang

Måske drikker jeg lidt for meget

Og det er ikke sundt

Symptom-behandling er ikke en løsning

Men hvad skal vi ellers gøre?

Det er sundt at gå en tur

Regelmæssig daglig motion på 30 minutter forebygger udbrændthed

Det er snart jul

Jeg elsker frysepizza

Det kan godt være hyggeligt at drikke varm kakao med ens børn

Jeg har ikke lavet mad i 4 uger

Når man er hjemmegående er det ok at drikke cola til morgenmad

Og rosé til aftensmad

Er man en ægte husmoder når man lever af sin mands indkomst og skriver huskelister til ham?

Hvad er frihed?

Man kan godt spise pizza kl. 9 om morgenen

Jeg savner ikke Instagram

Kun lidt