Corona-dagbog, dag 237

Hej bloggen! Så er jeg tilbage!

Jeg ved ikke hvor mange dage det er siden den forbandede Corona kom til Danmark, jeg synes bare det var et pænt tal.

Det hele startede den dag Danmark lukkede ned. Min stress. Måske begyndte det længe før, hvem ved. At have børnene alene hver dag kl. 7.30-18 var umenneskeligt hårdt. Selvfølgelig kunne jeg godt klare det, men jeg brugte alle mine ressourcer på bare at holde os i live. Så allerede tilbage i april, da børnehaven åbnede igen, var jeg diskret træt for at sige det mildt. Siden hen er der sket mange ting. Alt for meget. Og jeg har kæmpet og kæmpet og holdt hovedet højt, lige indtil jeg en dag ikke havde mere energi til at kæmpe for noget som helst. Stressen har ramt mig – igen. Stress, udbrændthed, psykisk sammenbrud, autistisk burnout, kaldt det hvad du vil. Nej, på papiret er jeg ikke autist, men for hver dag der går, kan jeg identificere mig mere og mere med visse træk af diagnosen. I modsætning til min nuværende diagnose, som også er forholdsvis ny for mig. Jeg er bange for det bare er endnu en fejl, endnu en “skraldespandsdiagnose” ligesom borderline var det. Men jeg har besluttet mig for at være ligeglad med diagnoser. Jeg er som jeg er, og det må jeg lære at leve med. Det skal jeg lære at leve med. Det går bare ikke skidegodt med det.

Det er jo egentligt en fascinerende tanke at man har en vis mængde ressourcer man kan bruge, og det er meget individuelt. Hvor belastende en situation bliver og hvordan man håndterer den, afhænger af hvor mange ressourcer man har og hvilken medfødt sårbarhed man evt. har. Og der må jeg nok erkende, at jeg bare ikke besidder hverken modstandskraft eller udholdenhed. Eller det gør jeg jo så nok alligevel, for jeg har udholdt meget i de efterhånden 17 år jeg har kæmpet med psykisk sygdom. Alligevel ser jeg mig selv som svag og uden viljestyrke. Jeg har altid været forholdsvis velfungerende. I perioder meget velfungerende. Jeg er ekstremt god til at tilpasse mig og “fake”. Jeg har faket og faket hele mit liv, og man bliver så træt af det i længden, for det er krævende. Jeg gider det ikke mere, orker det ikke. Men hvad gør man så? Man kan jo ikke bare gå rundt og være totalt åben omkring sin såkaldte psykiske lidelse, eller kan man? Og hvordan finder man sin plads på et arbejdsmarked, som ikke er designet til mennesker?

Følg med i morgen! (ses om 231 dage)