Corona-dagbog, dag 6

Jeg har altid været god til at skrive mig ud af kriser. Eller rettere ind i dem. Faktisk var det vist nok primært derfor, jeg stoppede med at skrive for længe siden. Men nu er jeg her igen. Dette er til mine børn og børnebørn, for det der sker nu er historisk. Pludselig kom der action i hverdagen, som man siger, samtidigt med at vi lever i et tempo, der er langsommere end nogensinde.

Vi har lige siddet ved kreabordet i en time, og nu slappes der med Popsi og Krelle på Youtube, og barnet der aldrig sover lur, er faldet i søvn. Det er også lidt hårdt med “projekt blefri”, som jeg syntes skulle kickstartes nu hvor vi har al tid i verden. Jeg bruger 3-dages-metoden, som går ud på at barnet skal gå rundt med bar numse under konstant opsyn af forældrene. Vi er på andendagen, og der har ikke været et eneste uheld ved siden af potten. Dog har den snart 3-årige ikke været helt tilfreds med situationen, for hun vil gerne have ble på, men hun skal nok bare lige vænne sig til det.

På de sociale medier tæller desperate forældre dagene, og i dag er både dag 6 og dag 2 af vores lockdown. Det er nemlig 6 dage siden, at statsministeren på landsdækkende tv erklærede at “Danmark lukker ned” på grund af den truende Corona-krise. Men nedlukningen af skoler og institutioner trådte først i kraft i går. Jeg har dog haft børnene hjemme siden torsdag. Som Valde så klogt sagde, da vi mandag overgav os til at lave en dagsplan (efter at have stået fast på, at vi bare chiller for vildt): “Det bliver nogle lange dage”. Oh yeah. Flashback til dengang jeg var hjemmegående med en på tre og en på 7 måneder, sikke en fest. På mange måder er det jo meget nemmere nu, men på den anden side er det en udfordring, at man ikke eksempelvis kan gå i legestue. Men det er gået meget bedre end jeg havde troet. På et eller andet tidspunkt bliver det jo nok “new normal”.

Ellers har jeg ikke så meget klogt at sige.. tror jeg har mistet evnen til at skrive sådan rigtigt. Konklusion på diverse eksistentielle overvejelser: jeg har ingen konklusion. Delkonklusion: jeg kan godt finde ud af at have mine børn hjemme. Det er en tilbagevendende tanke hos mig, om jeg skal tage Eva ud af børnehaven og have hende hjemme de tre år, der er tilbage indtil hun skal starte i skole. Det er jo ikke for sent, jeg behøver ikke gå glip af mere af hendes liv. Men samtidigt vil jeg virkelig gerne spille orgel, jeg kan mærke at det gør mig glad endelig at kunne have et egoprojekt, hvor jeg udvikler mig og kan se små fremskridt dag for dag. Jeg har en optagelsesprøve coming up her i april, men nu kan det jo være den bliver udskudt. Uvisheden er et irritationsmoment, men efter at have været arbejdsløs i snart 5 måneder, har jeg vænnet mig til det. På den måde har livet forberedt mig på dette, jeg har i hvert fald lært at leve med uvished og mangel på struktur, og det er jo en fordel nu. Det er også en fordel at bo i en skov, så man hurtigt kan komme ud i naturen. Anyhow, som man siger på godt dansk, i disse tider er vi arbejdsløse fritaget fra alle former for jobsøgning, så jeg har faktisk en regulær ferie nu, det er da en positiv ting ved hele det her cirkus, at man ikke skal stresse over jobsøgning samtidigt med at man har børnene hjemme. Eller man og man – der er jo faktisk mange som forventes at passe et fuldtidsjob med børnene hjemme, og der er jeg så for en gangs skyld glad for at være arbejdsfri.

Det må være en dejlig tid for nyheds-junkier, fordi der kører nyheder konstant. Men for os andre, der ikke plejer at tjekke det så meget, indbyder det til en ny form for afhængighed. Jeg er i forvejen meget afhængig af Instagram, men nu kan jeg mærke at jeg hele tiden har lyst til at tjekke nyhederne, ligesom jeg også har en trang til at hamstre (jeg har dog besluttet at holde mig fra fysiske butikker). Men det er vigtigt ikke at reagere på det, for at tjekke nyhederne konstant skaber bare frygt og bekymring, og ja, jeg er bange. Bange for at miste nogle af de mange ældre, der er i vores familie. Bange for hvad der skal ske med landets økonomi, og om jeg nogensinde vil finde et job, hvis vi er endnu flere arbejdsløse på den anden side af denne krise.

Men det vigtigste er at jeg kan være sammen med mine børn, og vi har det godt, vi hygger og keder os lidt, og hvis det er vores største problem, så er det ret priveligeret.

Hold ud derude! Vi ses om 6 dage (måske).