Mit liv uden instagram, dag 1-3

Jeg blev indlagt en fredag, og tænkte: på mandag er jeg tilbage på arbejdet. Kort tid efter forstod jeg at det ikke var så simpelt. Herefter tænkte jeg: “om 4 uger er jeg frisk igen”. Ha. Ha. Ha. Universet var en bitch. Ting tager tid. Lang tid. Stress er en af dem. Når det så er krydret med lidt ekstra spice, gør det processen endnu mere udfordrende. Men her står jeg altså, 5 måneder senere, og føler mig overraskende frisk. Glæden har fundet tilbage til mig. Og før I begynder at sige “Jamen Tabi, forventer du ikke for meget af livet?”, så stop jer selv og hør her. Med glæden mener jeg ikke den store lykke, som man selvfølgelig ikke kan forvente at opleve ret ofte, men den stille glæde, en følelse af at alt er ok, bare for en stund. En energi af en art, en frekvens, en af universets bølger af optur, som man får mulighed for at ride med på. Og så er det man tænker “hvor længe varer det?”, for intet varer evigt, men det kan jeg ikke tage mig af lige nu.

Så var det jeg tænkte en dag, at der skulle ske noget forandring i mit liv. Hvorfor? Fordi jeg godt kan lide at have små projekter og mål (og pine mig selv). Jeg besluttede mig for at tage en pause fra Instagram, som jeg er voldsomt afhængig af. I søndags afinstallerede jeg app’en, og nu tre dage senere lever jeg stadig. Mandag morgen tog jeg mig selv i at reinstallere appen, men jeg loggede ikke på. Tirsdag aften var min trang stor til både instagram og rødvin, men jeg modstod den. Onsdag var valgdag, og her var det svært at være uden for det hele, big time FOMO. At jeg droppede at tage til valgfest gjorde kun dagen endnu mere kedelig. I dag keder jeg mig så meget, at jeg blev nødt til at blogge. Jeg føler mig alene, og jeg ved at det skyldes fraværet af mit instafeed. Men måske er det ok, for jeg er jo alene, ikke i livet generelt, heldigvis, men lige nu og her. Og måske er det ok at føle sig alene engang imellem?

Hvad har jeg så brugt al min nyvundne fritid på? Jeg ved det ikke. Først og fremmest har jeg brugt en del mere tid på Facebook end jeg plejer, men der sker jo ikke en skid. Især ikke når man har unfollow’et alle sine venner, fordi man ikke gad se deres updates. Jeg har set mine børn mere i øjnene, især om morgenen. Jeg har følt mig mere afslappet indeni, en form for ferie-følelse midt i hverdagen. Alt foregår bare i et langsommere tempo end det plejer, og jeg tror det er sundt at opleve at kunne tænke en tanke til ende før man scroller videre.