En milepæl

Dagen i dag vil jeg huske som en milepæl. Jeg føler mig ikke længere stresset. Jeg er ikke træt. Jeg føler mig ikke udbrændt. Føler mig nærmest frisk. Jeg har en god følelse i kroppen og indeni. Ikke sådan rigtigt glad, men meget tæt på. Optimistisk. Jeg føler mig afslappet, nærmest tom indeni, men på en god måde. Der er ikke kaos i mit hoved. Hjemmet er helt rent og der er styr på vasketøjet og skoleopgaverne. Og det bedste af det hele: mit samvær med børnene er blevet mere naturligt. Noget af det værste ved hele den her proces har været, at jeg nærmest havde glemt, hvordan man var sammen med sine børn (og voksne for den sags skyld). Jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle stille op med dem, og følte hele tiden at jeg skulle lave en eller anden aktivitet med dem, hvilket jeg ikke havde fantasi til. Men i virkeligheden skal man jo bare være sammen.

Før havde jeg en følelse af at være rastløs, ensom, utryg, hjemløs, ikke elsket. Den følelse har jeg ikke mere. Den dukker nok op igen, men ikke som noget der altid ligger under alt.

Endelig! Det er også kun 4 måneder siden jeg blev syg.

Ting tager tid!

I dag skal jeg fejre 1. Maj med Lassefar (vi har åbenbart ingen venner tilbage). Vejret er det trist præcis ligesom sidste år, men det skal nok blive en god dag alligevel.

I morgen skal jeg fremlægge i skolen, og så har jeg tre ugers fri, hurra!

Glædelig kampdag.

Mine løg er kommet op. Nu har Valde godt nok plukket allesammen, men det var da flot så længe det varede.

Kartoffelferie

Jeg ved ikke hvorfor jeg har en haveblog, for jeg vil hellere skrive om mig selv. Måske var det et forsøg på at skrive noget, som ingen kan blive stødt af. En have kan ikke fornærme nogen, den kan ikke bruges imod dig når du skal ud på arbejdsmarkedet. Jeg skal lære at styre mig, for nu skal jeg snart ud i “den virkelige verden”, så jeg kan ikke bare udgyde alle mine eksistentielle overvejelser her. Og det er ok. Alt har et filter. Dog kan jeg ikke lade være med at føle at det er falsk. En anden ting er, at jeg har svært ved at skrive, ordene er blevet væk, hvorfor har man så en blog?

Kartoffelbed

Anyways!

Der forspires

Påskeferien er slut, og der er sket ting og sager i haven. Det vil sige at Lassefar har været i haven. Han har lagt kartofler: Dita, Raja og Marabel. Han har lagt rødløg og lavet et kålbed. Jeg har plantet to solsikker ud og er ved at hærde min grønkål ved at sætte den ud i vinden. Vi har haft en god påskeferie, om end lidt uromantisk opdelt, da den ene passede børn mens den anden lavede noget meget af tiden. Jeg skulle skrive opgave og Lassefar ville gerne i haven, og vores børn kan åbenbart ikke underholde sig selv eller hinanden. Til gengæld kan de skrige meget højt. Vi har været på stranden, til påskemarked hos Arstiderne, i kirke, holdt mini-påskefrokost og besøgt Camilla Plums planteskole.

Søde børn

Der er blevet spist mange is og drukket en lillebitte smule rødvin. God ferie alt i alt, om end nedturen nærmede sig 2. påskedag. Hverdagen er velkommen.

Påskefrokost with a view
Hos Camilla Plum købte vi denne flerårige blomkål


Stress og surkløver

Stress er en bitch. Det er først nu næsten 4 måneder efter jeg blev syg, at jeg har dage, hvor jeg ikke føler mig totalt udbrændt. Det er da fremskridt. Det har været hårdt at nå hertil, selvom jeg egentligt ikke har gjort meget andet end at lade tiden arbejde. Ting tager tid, og Klovborg tager den tid den tager. Jeg vendte sådan set bare tilbage til mit liv med lidt psykofarmaka i baghånden, og fortsatte kampen. Var det klogt? Næppe. Men det er min måde at komme igennem på. Jeg overlevede, ja, men jeg har ikke haft det godt, og der har været tilbagefald. Men nu lysner det endelig, og selvom jeg stadig er sårbar, vælger jeg at tro på at det fra nu af mest går fremad. Sidste fredag havde jeg en god mavefornemmelse for første gang i år, og tænkte at det hele nok skulle gå. I april. Det siger bare lidt om hvordan året har været hidtil. Følelsen forsvandt godt nok også igen, men den er der et sted, det er muligt at finde den igen. Jeg tænker tit at jeg skulle have taget mig et sabbatår, eller i hvert fald en længere pause af en art, og fokuseret på at spille orgel, blive et med naturen og finde mig selv, men nu kører toget. Jeg valgte at give det et skud og se hvordan det gik, og det er jo egentligt gået meget godt indtil videre, jeg fik da 7 til eksamen på trods af alt. Foråret er her, men jeg har svært ved at mærke det. Har svært ved at tage kærligheden ind. Men det er ok, for jeg plejer at mærke foråret alt for stærkt og blive helt cray-cray (men også glad). Jeg ved stadig ikke hvor glæden er, den må være der et sted, og mon ikke den sniger sig ind på mig med tiden. Ting tager tid.

I påsken fik vi endelig besøgt Camilla Plums planteskole, og der købte jeg blandt andet denne gule surkløver, som er spiselig. Og måske faktisk en ukrudtsplante.


Svajende træer og flere skoldkopper

Så blev det fredag! Wuhu, fed fest. Eva valgte at fejre det ved at stå op kl. 5 i morges. Jeg har haft hende hjemme nogle dage med skoldkopper, og i går var jeg helt smadret. Jeg følte mig så udbrændt, og tænkte, bliver jeg nogensinde frisk igen? Jeg ved det ikke. Jeg har jo trods alt været træt siden 2008. I dag går turen til Jylland uden børn. Jeg skal til 10-års jubilæum med min gamle gymnasieklasse, og jeg ved ærligt talt ikke hvorfor jeg tager med. Jeg har ikke energien til det. Men som Lassefar sagde: “det kan være du får en på opleveren”. Det må vi håbe.

I går havde jeg en spøjs oplevelse i skoven. Jeg gik rundt, ekstremt træt og lidt desorienteret, og pludselig følte jeg mig som et træ. I et splitsekund kunne jeg ikke mærke min krop, jeg kunne bare mærke at jeg svajede i vinden ligesom træerne. Nu ved jeg jo ikke hvordan det føles at være et træ, men jeg tror det er en form for ikke-følelse, eller bare væren. Ren væren er for mig når jeg ikke føler at jeg er. Det lyder måske sært, men sådan er det, når jeg virkelig er, så kan jeg ikke mærke at jeg er nogen eller noget. Så er jeg bare – et med noget, måske – naturen, Gud, universet, flow, zen, whatever. Så den ideelle tilstand for mig er på en måde en form for ikke-væren, fordi det kan være så anstrengende at skulle være nogen eller noget hele tiden, men i sin essens er det jo netop ren væren. I modsætning til fx når man siger “så føler jeg mig i live”, den sætning er noget jeg forbinder med en adrenalinrus, det er ikke det, det er total fred og forbundethed. Nå, det var altså ikke et psykotisk tilfælde, men et øjebliks oplysning, et af naturens gratis svampetrip uden svampe. Tak for det!

Andre tidspunkter hvor jeg føler jeg bare er, er når jeg synger Taizé-sange, så føler jeg at jeg ikke er, fordi det hele bare føles så naturligt, organisk. Jeg føler det også nogle gange når jeg synger salmer i kirken. Det er ikke et mål som sådan for mig længere, for verden er bygget op omkring alle de her fortællinger om at være nogen og noget, og dem er man nødt til at abonnere på for at kunne fungere normalt. Hvis man er i zen hele tiden bliver man stemplet som craycray. Men på en måde føles det også godt at have indstillet jagten på zen, for det var sgu lidt anstrengende hele tiden at prøve på at opnå det. Så nu må jeg bare være i livet med det der er. Total Tao-agtigt.

Nå, nu skal vi ned på jorden ovre i Jylland og dumme os med lidt alkohol.

Hav en dejlig,skøn og herlig weekend!

Yggdrasil


Regnvejrsdage og skoldkopper

Sidste uge var grå, heldigvis gik den hurtigt. Oven på en uge med folorne forårsdage fulgte en uge med grå regnvejrsdage. Jeg har været på studiet en enkelt gang og ellers bare derhjemme med meget friskt skoldkoppebarn. Bortset fra en hyggetur til Hvidovre og en ekskursion til Bilka, har vi bare været hjemme, og jeg var lige ved at blive cray-cray af al den laven ingenting, og da fredagen oprandt var jeg helt energiforladt. Havde ellers håbet på enten en tur til stranden eller et nostalgisk besøg i vores elskede Kokkedal, men gråvejret dræbte al lyst til eventyr. Pludselig brød solen frem og vi måtte gå i haven.

Arbejdsomme Valde

Det skal lige siges at jeg er totalt have-nybegynder, og at jeg ikke aner hvad jeg laver. Men vi fik da flyttet nogle blade og lagt dem over i mit “no dig”-bed (som er meget moderne) til kompostering.

Mit no dig-bed, er det ikke bare smukt?

Og jeg fik plantet kornblomst og frøkenhat. Derudover syntes jeg det var tid til at forspire et par ting, selvom det måske er lidt for tidligt. Da havebudgettet ikke er stort, måtte jeg bruge hvad jeg havde ved hånden, og derfor skulle jeg da lige prøve det nyeste bæredygtige tip: at bruge en halv toiletrulle som spirings-dims. Efter endt arbejde sad Valde og jeg i solen og nød kaffe, is og hinandens selskab i et idyllisk øjeblik. Resten af dagen blev brugt på sofaen, mens barnet så tv. Det blev alligevel en god dag, og i dag er forårsvejret tilbage igen.

Konrad ville være med


Fastelavn og forårsfornemmelser

Så er det fastelavn! En af de begivenheder der skal med i vores “almanak”.

Vi tog forskud på glæderne og bagte fastelavnsboller for tre uger siden, som vi spiste sammen med min far og min søster.

opskrift på veganske fastelavnsboller:
https://miasommer.wordpress.com/2012/02/19/fastelavnsboller/

I fredags var der fastelavn i børnehaven, og Lassefar og svigermor havde arbejdet hårdt på at lave et robot-kostume til Valde. Der var dog nogen der ikke kunne se hvad det forestillede. Nogle troede det var en støvsuger eller en computer. Måske dinosaur-hætten forvirrer lidt. Eller er det stikkontakten? Den har Lassefar intet med at gøre, vil han godt lige indskyde. Jeg var hjemme med en morsyg Eva, men Valde havde en god dag, selvom det var lidt svært at slå katten af tønden i det firkantede kostume.

I går var vi hjemme hos nogle “naboer” (vi bor langt fra alle) for at lege og hygge, det er sådan noget normale familier gør, tænker jeg. Altså ikke fordi man skal gøre det, men jeg synes det var dejligt at komme lidt ud blandt folk, eftersom jeg har været rimeligt asocial de sidste mange uger (måneder). Vi sluttede af med pizza og rødvin og var hjemme lige i tide til Disney Sjov, helt perfekt. Familiens ældste barn var i besiddelse af skoldkopper, og vi håbede på at ungerne ville blive smittet, og allerede da vi kom hjem var der gevinst, så Valde må have været blevet smittet langt tidligere.

Så ved man da hvad man skal lave den næste uge. Ingenting. Og passe barn. Heldigvis skal jeg kun i skole to dage om ugen, så selvom de tæller fravær, kan jeg godt blive væk en enkelt dag eller to. Og så kommer svigermor selvfølgelig til undsætning, hun har virkelig været en stor hjælp i hele det her stress-sammenbruds-kaos.

I denne uge var der virkelig forårs-vibes i luften, og i tirsdags kom min energi mirakuløst tilbage, så jeg var ret så produktiv, og onsdag var der både overskud til en lang tur i skoven og rengøring af hele huset, selvom jeg havde Eva hjemme.

I fredags såede vi ærteblomster. De kan tåle frost og kan derfor plantes allerede i februar.

Har du prøvet kropsterapi? Har du prøvet mindfulness? Ja! – stop nu med de gode råd (ok, måske har jeg ikke prøvet det seriøst nok). Men lige nu består min form for mindfulness i at gå ture i skoven, så ofte som muligt, og ellers tegne og høre musik. Og dyrke yoga – det var noget jeg begyndte på her i januar, fordi min krop var så stresset, at jeg ikke kunne holde det ud – det er bare dejligt!

Jeg er også begyndt til kor igen – glæden vil ingen ende tage. Ok, det vil den, men det lød godt.

Det går fremad.


January was a tough year – but we made it

Ovenstående citat var der mange der delte på Instagram i slutningen af januar måned, og hver gang jeg scrollede forbi det, tænkte jeg “I skulle bare vide”…

I juleferien kunne jeg godt selv se, at der var noget galt, uden helt at ville erkende det. Jeg følte mig fuldkommen udbrændt, men tænkte, jeg skal bare lige have et par fridage efter nytår, så går det nok. Men den 4. januar gik jeg ned med stress eller det man kalder en belastningsreaktion. Hvorfor? Fordi life. Jeg spørger stadig mig selv hvorfor og om, hvad det mon er, jeg har gjort forkert. For sådan er vores kultur: hvis noget i dit liv ikke fungerer, må det være fordi du har gjort noget forkert. Det er i hvert fald en diskurs, jeg fornemmer der er, fx på sociale medier og i diverse strømninger á la positiv tænkning. Men måske har du ikke gjort noget forkert, måske har du prøvet alt hvad du kunne og gjort dit bedste. Det har jeg. Og det var godt nok. Men der manglede en hel del selverkendelse, og den har jeg fået nu på den hårde måde. Så tak til universet for at skabe læring for mig. Intet har været spild af tid i sidste ende, som man siger: intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Så ja, det var faktisk en lang måned, hvor jeg har ligget brak med en hjerne og en krop der var i udu. Men nu to måneder senere begynder det endelig at lysne.

I får ikke hele historien her, den må I læse i min længe ventede selvbiografi “At ælte en pizzadej med én hånd”.

Glædeligt forår!

Heldigvis var der masser af smukke dage med sne i januar