Husmodertilværelsen

Som jeg går der og gør rent med min hypersmarte ledningsfri støvsuger, tænker jeg tit, at det her med at tro at så længe man bare kan holde skidtet nede, så skal det hele nok gå – at det er en illusion! Ligesom vi tror at hvis bare vi ikke skændes og kan holde hinanden ud, så er alt godt. Som husmoder kæmper man dag ud og dag ind for at holde skidtet nede, og det eneste der sker er, at der hele tiden kommer nyt skidt, og ingen kan se at du egentligt gør en forskel, udover dig selv (indtil børnene kommer hjem og splitter det hele ad). Rengøring er både livsbekræftende og deprimerende på samme tid.

At skrive er derimod opløftende. Eller det kan det være. Men evnen til at skrive forsvandt med det store sammenbrud. Hvilket et af dem? Jeg burde efterhånden nummerere dem for at holde styr på dem. Der har været så mange nu, og altid har jeg kunnet skrive mig gennem dem. Bare ikke denne gang i januar 2019, hvor hjernen for alvor brød sammen. Og særligt efter jeg er begyndt på medicin er ordene bare forsvundet. Det er egentligt en ret forfærdelig følelse. Siden jeg var 14 år har jeg skrevet og skrevet hver eneste dag. Om det altid var lige konstruktivt, ved jeg ikke, men det var forløsende på en eller anden måde. Nu kan jeg stort set ikke skrive mere, min dagbog består i at tale ind i et kamera på instagram 15 sekunder ad gangen. Det er overfladisk og ikke særligt tilfredsstillende. Så jeg forsøger at komme igang med at skrive igen, men al begyndelse er svær. Da jeg for et år siden var færdiguddannet og skulle ud på arbejdsmarkedet, tænkte jeg, at jeg måtte være meget påpasselig med, hvad jeg skrev offentligt, da folk ikke skulle kende mine inderste tanker. Men nu hvor jeg er selvvalgt arbejdsfri, er jeg mere ligeglad. Jeg er så træt af at skjule ting og gå rundt og “fake”, det er så ekstremt opslidende i længden. Så denne blog skal handle om vores liv på landet, ja, som det sidste år ikke har været så spændende, da både køkkenhave og sommerferie nærmest har været ikke-eksisterende. Men den skal også handle om mig og min efterhånden lange erfaring med psykisk sygdom. Så indtil jeg finder de rette ord, går jeg bare her og svinger min smarte støvsuger og håber på det bedste for verden og fremtiden.

Insta-fri erkendelser

Jeg har overlevet en hel uge uden Instagram! For første gang siden 2012 eller noget.

Det kom der følgende erkendelser ud af:

Jeg har levet meget ubevidst

Jeg har flygtet fra mig selv altid


Cola og chips hjælper på alt

Måske er rødvin sundt i de rette mængder

Jeg har brug for at lave ingenting

Jeg har faket hele mit liv, det gider jeg ikke mereJeg har meget svært ved at føle kærlighed

En dag er lang

Måske drikker jeg lidt for meget

Og det er ikke sundt

Symptom-behandling er ikke en løsning

Men hvad skal vi ellers gøre?

Det er sundt at gå en tur

Regelmæssig daglig motion på 30 minutter forebygger udbrændthed

Det er snart jul

Jeg elsker frysepizza

Det kan godt være hyggeligt at drikke varm kakao med ens børn

Jeg har ikke lavet mad i 4 uger

Når man er hjemmegående er det ok at drikke cola til morgenmad

Og rosé til aftensmad

Er man en ægte husmoder når man lever af sin mands indkomst og skriver huskelister til ham?

Hvad er frihed?

Man kan godt spise pizza kl. 9 om morgenen

Jeg savner ikke Instagram

Kun lidt

Corona-dagbog, dag 237

Hej bloggen! Så er jeg tilbage!

Jeg ved ikke hvor mange dage det er siden den forbandede Corona kom til Danmark, jeg synes bare det var et pænt tal.

Det hele startede den dag Danmark lukkede ned. Min stress. Måske begyndte det længe før, hvem ved. At have børnene alene hver dag kl. 7.30-18 var umenneskeligt hårdt. Selvfølgelig kunne jeg godt klare det, men jeg brugte alle mine ressourcer på bare at holde os i live. Så allerede tilbage i april, da børnehaven åbnede igen, var jeg diskret træt for at sige det mildt. Siden hen er der sket mange ting. Alt for meget. Og jeg har kæmpet og kæmpet og holdt hovedet højt, lige indtil jeg en dag ikke havde mere energi til at kæmpe for noget som helst. Stressen har ramt mig – igen. Stress, udbrændthed, psykisk sammenbrud, autistisk burnout, kaldt det hvad du vil. Nej, på papiret er jeg ikke autist, men for hver dag der går, kan jeg identificere mig mere og mere med visse træk af diagnosen. I modsætning til min nuværende diagnose, som også er forholdsvis ny for mig. Jeg er bange for det bare er endnu en fejl, endnu en “skraldespandsdiagnose” ligesom borderline var det. Men jeg har besluttet mig for at være ligeglad med diagnoser. Jeg er som jeg er, og det må jeg lære at leve med. Det skal jeg lære at leve med. Det går bare ikke skidegodt med det.

Det er jo egentligt en fascinerende tanke at man har en vis mængde ressourcer man kan bruge, og det er meget individuelt. Hvor belastende en situation bliver og hvordan man håndterer den, afhænger af hvor mange ressourcer man har og hvilken medfødt sårbarhed man evt. har. Og der må jeg nok erkende, at jeg bare ikke besidder hverken modstandskraft eller udholdenhed. Eller det gør jeg jo så nok alligevel, for jeg har udholdt meget i de efterhånden 17 år jeg har kæmpet med psykisk sygdom. Alligevel ser jeg mig selv som svag og uden viljestyrke. Jeg har altid været forholdsvis velfungerende. I perioder meget velfungerende. Jeg er ekstremt god til at tilpasse mig og “fake”. Jeg har faket og faket hele mit liv, og man bliver så træt af det i længden, for det er krævende. Jeg gider det ikke mere, orker det ikke. Men hvad gør man så? Man kan jo ikke bare gå rundt og være totalt åben omkring sin såkaldte psykiske lidelse, eller kan man? Og hvordan finder man sin plads på et arbejdsmarked, som ikke er designet til mennesker?

Følg med i morgen! (ses om 231 dage)

Corona-dagbog, dag 6

Jeg har altid været god til at skrive mig ud af kriser. Eller rettere ind i dem. Faktisk var det vist nok primært derfor, jeg stoppede med at skrive for længe siden. Men nu er jeg her igen. Dette er til mine børn og børnebørn, for det der sker nu er historisk. Pludselig kom der action i hverdagen, som man siger, samtidigt med at vi lever i et tempo, der er langsommere end nogensinde.

Vi har lige siddet ved kreabordet i en time, og nu slappes der med Popsi og Krelle på Youtube, og barnet der aldrig sover lur, er faldet i søvn. Det er også lidt hårdt med “projekt blefri”, som jeg syntes skulle kickstartes nu hvor vi har al tid i verden. Jeg bruger 3-dages-metoden, som går ud på at barnet skal gå rundt med bar numse under konstant opsyn af forældrene. Vi er på andendagen, og der har ikke været et eneste uheld ved siden af potten. Dog har den snart 3-årige ikke været helt tilfreds med situationen, for hun vil gerne have ble på, men hun skal nok bare lige vænne sig til det.

På de sociale medier tæller desperate forældre dagene, og i dag er både dag 6 og dag 2 af vores lockdown. Det er nemlig 6 dage siden, at statsministeren på landsdækkende tv erklærede at “Danmark lukker ned” på grund af den truende Corona-krise. Men nedlukningen af skoler og institutioner trådte først i kraft i går. Jeg har dog haft børnene hjemme siden torsdag. Som Valde så klogt sagde, da vi mandag overgav os til at lave en dagsplan (efter at have stået fast på, at vi bare chiller for vildt): “Det bliver nogle lange dage”. Oh yeah. Flashback til dengang jeg var hjemmegående med en på tre og en på 7 måneder, sikke en fest. På mange måder er det jo meget nemmere nu, men på den anden side er det en udfordring, at man ikke eksempelvis kan gå i legestue. Men det er gået meget bedre end jeg havde troet. På et eller andet tidspunkt bliver det jo nok “new normal”.

Ellers har jeg ikke så meget klogt at sige.. tror jeg har mistet evnen til at skrive sådan rigtigt. Konklusion på diverse eksistentielle overvejelser: jeg har ingen konklusion. Delkonklusion: jeg kan godt finde ud af at have mine børn hjemme. Det er en tilbagevendende tanke hos mig, om jeg skal tage Eva ud af børnehaven og have hende hjemme de tre år, der er tilbage indtil hun skal starte i skole. Det er jo ikke for sent, jeg behøver ikke gå glip af mere af hendes liv. Men samtidigt vil jeg virkelig gerne spille orgel, jeg kan mærke at det gør mig glad endelig at kunne have et egoprojekt, hvor jeg udvikler mig og kan se små fremskridt dag for dag. Jeg har en optagelsesprøve coming up her i april, men nu kan det jo være den bliver udskudt. Uvisheden er et irritationsmoment, men efter at have været arbejdsløs i snart 5 måneder, har jeg vænnet mig til det. På den måde har livet forberedt mig på dette, jeg har i hvert fald lært at leve med uvished og mangel på struktur, og det er jo en fordel nu. Det er også en fordel at bo i en skov, så man hurtigt kan komme ud i naturen. Anyhow, som man siger på godt dansk, i disse tider er vi arbejdsløse fritaget fra alle former for jobsøgning, så jeg har faktisk en regulær ferie nu, det er da en positiv ting ved hele det her cirkus, at man ikke skal stresse over jobsøgning samtidigt med at man har børnene hjemme. Eller man og man – der er jo faktisk mange som forventes at passe et fuldtidsjob med børnene hjemme, og der er jeg så for en gangs skyld glad for at være arbejdsfri.

Det må være en dejlig tid for nyheds-junkier, fordi der kører nyheder konstant. Men for os andre, der ikke plejer at tjekke det så meget, indbyder det til en ny form for afhængighed. Jeg er i forvejen meget afhængig af Instagram, men nu kan jeg mærke at jeg hele tiden har lyst til at tjekke nyhederne, ligesom jeg også har en trang til at hamstre (jeg har dog besluttet at holde mig fra fysiske butikker). Men det er vigtigt ikke at reagere på det, for at tjekke nyhederne konstant skaber bare frygt og bekymring, og ja, jeg er bange. Bange for at miste nogle af de mange ældre, der er i vores familie. Bange for hvad der skal ske med landets økonomi, og om jeg nogensinde vil finde et job, hvis vi er endnu flere arbejdsløse på den anden side af denne krise.

Men det vigtigste er at jeg kan være sammen med mine børn, og vi har det godt, vi hygger og keder os lidt, og hvis det er vores største problem, så er det ret priveligeret.

Hold ud derude! Vi ses om 6 dage (måske).

Mit liv uden instagram, dag 1-3

Jeg blev indlagt en fredag, og tænkte: på mandag er jeg tilbage på arbejdet. Kort tid efter forstod jeg at det ikke var så simpelt. Herefter tænkte jeg: “om 4 uger er jeg frisk igen”. Ha. Ha. Ha. Universet var en bitch. Ting tager tid. Lang tid. Stress er en af dem. Når det så er krydret med lidt ekstra spice, gør det processen endnu mere udfordrende. Men her står jeg altså, 5 måneder senere, og føler mig overraskende frisk. Glæden har fundet tilbage til mig. Og før I begynder at sige “Jamen Tabi, forventer du ikke for meget af livet?”, så stop jer selv og hør her. Med glæden mener jeg ikke den store lykke, som man selvfølgelig ikke kan forvente at opleve ret ofte, men den stille glæde, en følelse af at alt er ok, bare for en stund. En energi af en art, en frekvens, en af universets bølger af optur, som man får mulighed for at ride med på. Og så er det man tænker “hvor længe varer det?”, for intet varer evigt, men det kan jeg ikke tage mig af lige nu.

Så var det jeg tænkte en dag, at der skulle ske noget forandring i mit liv. Hvorfor? Fordi jeg godt kan lide at have små projekter og mål (og pine mig selv). Jeg besluttede mig for at tage en pause fra Instagram, som jeg er voldsomt afhængig af. I søndags afinstallerede jeg app’en, og nu tre dage senere lever jeg stadig. Mandag morgen tog jeg mig selv i at reinstallere appen, men jeg loggede ikke på. Tirsdag aften var min trang stor til både instagram og rødvin, men jeg modstod den. Onsdag var valgdag, og her var det svært at være uden for det hele, big time FOMO. At jeg droppede at tage til valgfest gjorde kun dagen endnu mere kedelig. I dag keder jeg mig så meget, at jeg blev nødt til at blogge. Jeg føler mig alene, og jeg ved at det skyldes fraværet af mit instafeed. Men måske er det ok, for jeg er jo alene, ikke i livet generelt, heldigvis, men lige nu og her. Og måske er det ok at føle sig alene engang imellem?

Hvad har jeg så brugt al min nyvundne fritid på? Jeg ved det ikke. Først og fremmest har jeg brugt en del mere tid på Facebook end jeg plejer, men der sker jo ikke en skid. Især ikke når man har unfollow’et alle sine venner, fordi man ikke gad se deres updates. Jeg har set mine børn mere i øjnene, især om morgenen. Jeg har følt mig mere afslappet indeni, en form for ferie-følelse midt i hverdagen. Alt foregår bare i et langsommere tempo end det plejer, og jeg tror det er sundt at opleve at kunne tænke en tanke til ende før man scroller videre.

En milepæl

Dagen i dag vil jeg huske som en milepæl. Jeg føler mig ikke længere stresset. Jeg er ikke træt. Jeg føler mig ikke udbrændt. Føler mig nærmest frisk. Jeg har en god følelse i kroppen og indeni. Ikke sådan rigtigt glad, men meget tæt på. Optimistisk. Jeg føler mig afslappet, nærmest tom indeni, men på en god måde. Der er ikke kaos i mit hoved. Hjemmet er helt rent og der er styr på vasketøjet og skoleopgaverne. Og det bedste af det hele: mit samvær med børnene er blevet mere naturligt. Noget af det værste ved hele den her proces har været, at jeg nærmest havde glemt, hvordan man var sammen med sine børn (og voksne for den sags skyld). Jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle stille op med dem, og følte hele tiden at jeg skulle lave en eller anden aktivitet med dem, hvilket jeg ikke havde fantasi til. Men i virkeligheden skal man jo bare være sammen.

Før havde jeg en følelse af at være rastløs, ensom, utryg, hjemløs, ikke elsket. Den følelse har jeg ikke mere. Den dukker nok op igen, men ikke som noget der altid ligger under alt.

Endelig! Det er også kun 4 måneder siden jeg blev syg.

Ting tager tid!

I dag skal jeg fejre 1. Maj med Lassefar (vi har åbenbart ingen venner tilbage). Vejret er det trist præcis ligesom sidste år, men det skal nok blive en god dag alligevel.

I morgen skal jeg fremlægge i skolen, og så har jeg tre ugers fri, hurra!

Glædelig kampdag.

Mine løg er kommet op. Nu har Valde godt nok plukket allesammen, men det var da flot så længe det varede.

Kartoffelferie

Jeg ved ikke hvorfor jeg har en haveblog, for jeg vil hellere skrive om mig selv. Måske var det et forsøg på at skrive noget, som ingen kan blive stødt af. En have kan ikke fornærme nogen, den kan ikke bruges imod dig når du skal ud på arbejdsmarkedet. Jeg skal lære at styre mig, for nu skal jeg snart ud i “den virkelige verden”, så jeg kan ikke bare udgyde alle mine eksistentielle overvejelser her. Og det er ok. Alt har et filter. Dog kan jeg ikke lade være med at føle at det er falsk. En anden ting er, at jeg har svært ved at skrive, ordene er blevet væk, hvorfor har man så en blog?

Kartoffelbed

Anyways!

Der forspires

Påskeferien er slut, og der er sket ting og sager i haven. Det vil sige at Lassefar har været i haven. Han har lagt kartofler: Dita, Raja og Marabel. Han har lagt rødløg og lavet et kålbed. Jeg har plantet to solsikker ud og er ved at hærde min grønkål ved at sætte den ud i vinden. Vi har haft en god påskeferie, om end lidt uromantisk opdelt, da den ene passede børn mens den anden lavede noget meget af tiden. Jeg skulle skrive opgave og Lassefar ville gerne i haven, og vores børn kan åbenbart ikke underholde sig selv eller hinanden. Til gengæld kan de skrige meget højt. Vi har været på stranden, til påskemarked hos Arstiderne, i kirke, holdt mini-påskefrokost og besøgt Camilla Plums planteskole.

Søde børn

Der er blevet spist mange is og drukket en lillebitte smule rødvin. God ferie alt i alt, om end nedturen nærmede sig 2. påskedag. Hverdagen er velkommen.

Påskefrokost with a view
Hos Camilla Plum købte vi denne flerårige blomkål


Stress og surkløver

Stress er en bitch. Det er først nu næsten 4 måneder efter jeg blev syg, at jeg har dage, hvor jeg ikke føler mig totalt udbrændt. Det er da fremskridt. Det har været hårdt at nå hertil, selvom jeg egentligt ikke har gjort meget andet end at lade tiden arbejde. Ting tager tid, og Klovborg tager den tid den tager. Jeg vendte sådan set bare tilbage til mit liv med lidt psykofarmaka i baghånden, og fortsatte kampen. Var det klogt? Næppe. Men det er min måde at komme igennem på. Jeg overlevede, ja, men jeg har ikke haft det godt, og der har været tilbagefald. Men nu lysner det endelig, og selvom jeg stadig er sårbar, vælger jeg at tro på at det fra nu af mest går fremad. Sidste fredag havde jeg en god mavefornemmelse for første gang i år, og tænkte at det hele nok skulle gå. I april. Det siger bare lidt om hvordan året har været hidtil. Følelsen forsvandt godt nok også igen, men den er der et sted, det er muligt at finde den igen. Jeg tænker tit at jeg skulle have taget mig et sabbatår, eller i hvert fald en længere pause af en art, og fokuseret på at spille orgel, blive et med naturen og finde mig selv, men nu kører toget. Jeg valgte at give det et skud og se hvordan det gik, og det er jo egentligt gået meget godt indtil videre, jeg fik da 7 til eksamen på trods af alt. Foråret er her, men jeg har svært ved at mærke det. Har svært ved at tage kærligheden ind. Men det er ok, for jeg plejer at mærke foråret alt for stærkt og blive helt cray-cray (men også glad). Jeg ved stadig ikke hvor glæden er, den må være der et sted, og mon ikke den sniger sig ind på mig med tiden. Ting tager tid.

I påsken fik vi endelig besøgt Camilla Plums planteskole, og der købte jeg blandt andet denne gule surkløver, som er spiselig. Og måske faktisk en ukrudtsplante.


Svajende træer og flere skoldkopper

Så blev det fredag! Wuhu, fed fest. Eva valgte at fejre det ved at stå op kl. 5 i morges. Jeg har haft hende hjemme nogle dage med skoldkopper, og i går var jeg helt smadret. Jeg følte mig så udbrændt, og tænkte, bliver jeg nogensinde frisk igen? Jeg ved det ikke. Jeg har jo trods alt været træt siden 2008. I dag går turen til Jylland uden børn. Jeg skal til 10-års jubilæum med min gamle gymnasieklasse, og jeg ved ærligt talt ikke hvorfor jeg tager med. Jeg har ikke energien til det. Men som Lassefar sagde: “det kan være du får en på opleveren”. Det må vi håbe.

I går havde jeg en spøjs oplevelse i skoven. Jeg gik rundt, ekstremt træt og lidt desorienteret, og pludselig følte jeg mig som et træ. I et splitsekund kunne jeg ikke mærke min krop, jeg kunne bare mærke at jeg svajede i vinden ligesom træerne. Nu ved jeg jo ikke hvordan det føles at være et træ, men jeg tror det er en form for ikke-følelse, eller bare væren. Ren væren er for mig når jeg ikke føler at jeg er. Det lyder måske sært, men sådan er det, når jeg virkelig er, så kan jeg ikke mærke at jeg er nogen eller noget. Så er jeg bare – et med noget, måske – naturen, Gud, universet, flow, zen, whatever. Så den ideelle tilstand for mig er på en måde en form for ikke-væren, fordi det kan være så anstrengende at skulle være nogen eller noget hele tiden, men i sin essens er det jo netop ren væren. I modsætning til fx når man siger “så føler jeg mig i live”, den sætning er noget jeg forbinder med en adrenalinrus, det er ikke det, det er total fred og forbundethed. Nå, det var altså ikke et psykotisk tilfælde, men et øjebliks oplysning, et af naturens gratis svampetrip uden svampe. Tak for det!

Andre tidspunkter hvor jeg føler jeg bare er, er når jeg synger Taizé-sange, så føler jeg at jeg ikke er, fordi det hele bare føles så naturligt, organisk. Jeg føler det også nogle gange når jeg synger salmer i kirken. Det er ikke et mål som sådan for mig længere, for verden er bygget op omkring alle de her fortællinger om at være nogen og noget, og dem er man nødt til at abonnere på for at kunne fungere normalt. Hvis man er i zen hele tiden bliver man stemplet som craycray. Men på en måde føles det også godt at have indstillet jagten på zen, for det var sgu lidt anstrengende hele tiden at prøve på at opnå det. Så nu må jeg bare være i livet med det der er. Total Tao-agtigt.

Nå, nu skal vi ned på jorden ovre i Jylland og dumme os med lidt alkohol.

Hav en dejlig,skøn og herlig weekend!

Yggdrasil


Regnvejrsdage og skoldkopper

Sidste uge var grå, heldigvis gik den hurtigt. Oven på en uge med folorne forårsdage fulgte en uge med grå regnvejrsdage. Jeg har været på studiet en enkelt gang og ellers bare derhjemme med meget friskt skoldkoppebarn. Bortset fra en hyggetur til Hvidovre og en ekskursion til Bilka, har vi bare været hjemme, og jeg var lige ved at blive cray-cray af al den laven ingenting, og da fredagen oprandt var jeg helt energiforladt. Havde ellers håbet på enten en tur til stranden eller et nostalgisk besøg i vores elskede Kokkedal, men gråvejret dræbte al lyst til eventyr. Pludselig brød solen frem og vi måtte gå i haven.

Arbejdsomme Valde

Det skal lige siges at jeg er totalt have-nybegynder, og at jeg ikke aner hvad jeg laver. Men vi fik da flyttet nogle blade og lagt dem over i mit “no dig”-bed (som er meget moderne) til kompostering.

Mit no dig-bed, er det ikke bare smukt?

Og jeg fik plantet kornblomst og frøkenhat. Derudover syntes jeg det var tid til at forspire et par ting, selvom det måske er lidt for tidligt. Da havebudgettet ikke er stort, måtte jeg bruge hvad jeg havde ved hånden, og derfor skulle jeg da lige prøve det nyeste bæredygtige tip: at bruge en halv toiletrulle som spirings-dims. Efter endt arbejde sad Valde og jeg i solen og nød kaffe, is og hinandens selskab i et idyllisk øjeblik. Resten af dagen blev brugt på sofaen, mens barnet så tv. Det blev alligevel en god dag, og i dag er forårsvejret tilbage igen.

Konrad ville være med